Forvirret, forfjamsket og forfærdelig glad.

"Guld-Lasse" Norman Hansen fra den lille midtfynske landsbyidyl Nr. Søby blev mandag aften fuldstændig snydt på den gode måde og taget på sengen, da hele byen som et kæmpe surprise-party var samlet og stod og ventede på ham kun til hans ære og hans fantastiske OL-præstation.

Da den 20-årige knægt træt men glad trillede ind i lille Nr. Søby kort før klokken 21 i bus sammen med sin nærmeste familie, troede han, at han efter nogle yderst hektiske uger med først OL og derefter deltagelse i EM endelig skulle hjem og slappe af med en stille aften i trygge omgivelser.

Men sådan gik det ikke. Slet ikke. For så godt som hele Nr. Søby, hvor alle kender den ambitiøse og målrettede cykelrytter fra skolen, fra gadebilledet og fra hans utallige timer på den to-hjulede i lokalområdet, stod til Guld-Lasses store overraskelse klar til at tage imod landsbyens stolte søn.

Som blev "udsat" for - efter Nr. Søby-målestok - et regulært menneskehav, kraftige konfetti-kanoner, vajende Dannebrog, larmende gashorn, borgmestertale, gaveoverrækkelse, fyrværkeri, øl, chips, storskærm og i det hele taget guldfest i gaden.

Den glade og dybt rørte Lasse Norman Hansen blev offer for et stunt så overraskende, så det næsten lever op til hans egen superpræstation, da han trods et dramatisk styrt og med blødende arme og ben for få dage siden spurtede sin glimtende guldmedalje hjem til Danmark i cykel-disciplinen omnium i London.

Alle i landsbyen har siden i torsdags vidst, hvad der skulle ske, når den ene af Danmarks stolte guldvindere vendte hjem. Altså alle undtagen Lasse Norman Hansen.

En surprise-effekt, han da heller ikke lagde skjul på, da han få minutter efter hjemkomsten og med den første spontane kæmpehyldest stadig klingende i ørerne forsøgte at finde ord for det hele:

- Det er helt vildt. Helt vildt. Jeg er meget rørt. Jeg har aldrig set så mange mennesker i Nr. Søby før, sagde han, stadig helt overvældet og med et bredt smil om munden.

Foruden flagallé og en iøjnefaldende lang kæde af glade, smilende og hujende mennesker hang der langs landsbyens lille hovedstrøg hvide lagner med påskriften "Guld-Lasse"; ja selv hos Mesterslagteren havde guldfeberen ramt lige i plet med et stort skilt med guldbogstaver, der dannede endnu et nyt kælenavn - "Klasse-Lasse".

Lille hyggelige Nr. Søby har med sine 460 husstande og knap 900 indbyggere indtil nu først og fremmest kunnet bryste sig af at være hjemstavn for den berømte komponist Carl Nielsen og stedet, hvor man derfor kan besøge Carl Nielsens barndomshjem.

Men status som landsbyens stolte søn nummer ét - i hvert fald for en stund - er nu overladt til en 20-årig cykelrytter, der bor på Gammelgårdsvej.

Han hedder ikke Nielsen, men Hansen. Lasse Norman Hansen.