Formanden for pårørenderådet på Center Kobbelgården, Kurt Hansen, fortæller, at det har været et velkendt problem, at forholdene ikke er som de skal være på Kobbelgården 3 i Fredericia. Han mener også, at Socialtilsyn Syd er for positive i deres tilsynsrapporter.

Kurt Hansen er ikke tilfreds.

Han er formand for pårørenderådet på Center Kobbelgården, der blandt andet dækker over Kobbelgården 3, der har fået et skærpet påbud af Socialtilsyn Syd grundet blandt andet mistrivsel og en krænkende handling. Han har kunnet se den ene politiker efter den anden fortælle, at de ikke har haft kendskab til problemerne på Kobbelgården 3. Han mener, at det skyldes Socialtilsyn Syds tilsynsrapporter, der ifølge formanden ikke lever op til, hvad han kalder for virkeligheden.

– Jeg kan se, at mange politikere siger, at de er meget overraskede, fordi tilsynene intet har fortalt om problemerne. Men for os, der har personlig tilknytning til området, kommer det ikke som en overraskelse. Vi har i mange år kendt til problemerne på Kobbelgården, og det har forvaltningen desværre også, så det burde slet ikke være overraskende. Det viser så også, at man ikke bør stole på Socialtilsynet, fordi det har gentagne gange vist sig, at deres tilsynsrapporter er alt for positive, siger Kurt Hansen til AVISEN.

Han mener, at problemerne på Kobbelgården 3 burde være taget i opløbet, og ikke via henvendelser til Socialtilsyn Syd.

– Jeg synes absolut ikke, det er i orden, at nogle pårørende er nødt til at klage til Socialtilsynet, fordi de ikke kan få hjælp til at få løst deres problemer på Kobbelgården, og det er heller ikke i orden, at nogle medarbejdere også er nødt til at henvende sig til Socialtilsynet for at få løst de problemer, som der åbenbart er med hensyn til dårligt internt arbejdsmiljø og svingende trivsel, som også påvirker borgerne, forklarer Kurt Hansen.

Kurt Hansen.

Episoderne, der førte til påbuddet, blandt andet med en videooptagelse af en beboer, der onanerede og blev optaget i det skjulte af en medarbejder, og politianmeldelsen, der kom som følge af, at en beboer var blevet udsat for en andengradsforbrænding grundet omsorgssvigt, er alvorlige ifølge formanden for pårørenderådet.

– De sidst kendte sager om videooptagelser, magtanvendelser og solskoldning bekymrer mig meget, fordi det burde ikke finde sted på et bosted, som er borgernes eget hjem, siger Hansen.

Kurt Hansen håber nu, at alle episoder, der er sket på Kobbelgården 3, kommer frem i dagens lys, og der bliver ryddet op, så det fremadrettet er et godt og trygt sted for personalet og beboerne.

– Jeg håber, at der nu sker nogle ændringer på Kobbelgården, så både borgere og personale bliver tilfredse og får en bedre hverdag, siger Kurt Hansen.

Pårørenderådet har selv nu taget konsekvensen. De har indkaldt til et ekstraordinært møde på onsdag.

– Vi skal vide, hvad der er op og ned i sagen. Derfor har vi indkaldt til mødet, hvor Søren Larsen (formand for Senior- og socialudvalget, red.), som også sidder i pårørenderådet, vil komme og fortælle, hvad han ved, slutter Kurt Hansen.